En samlet plan giver ro og retning
En lang række kommuner har vedtaget langsigtede planer for, hvordan kommunens folkeskoler skal udvikles fysisk og pædagogisk. Tilsvarende har mange skoler udarbejdet helhedsplaner for, hvordan de vil bygge og udvikle sig over en årrække. Det giver ro og retning.
En god plan indeholder en statusdel (hvad har vi?), en perspektivdel (hvor vil vi hen?) og en programdel (hvordan og hvornår?). En samlet plan er en fordel for både arbejdsgiveren og for ansatte og ledelse på skolerne.
• Planen beskytter mod ’hovsa-løsninger’ på akutte behov. Kortsigtede løsninger er ofte dårligt gennemtænkte og kan blive dyre på længere sigt.
• Planen giver ro og retning. Alle kender de overordnede mål og ved måske flere år i forvejen, hvornår deres skole skal renoveres eller bygges ud.
• Det bliver lettere for alle parter at udnytte erfaringer fra tidligere projekter i det næste skolebyggeri eller i den næste etape.
Eksempler: SKUB og Kolding
Gentofte har etableret et SKUB-sekretariat, som har været tovholder på en 10-årig plan for udvikling og udbygning af kommunens skolevæsen. I forløbet udvikler hver skole sin unikke pædagogiske vision og praksis. Dagligdagen organiseres på nye måder, og bygningerne ændres for at skabe de bedste rammer for den ny hverdag.
I Kolding har de samme nøglemedarbejdere i bygningsafdelingen og i skoleforvaltningen haft skolebyggeri som deres hovedopgave i mange år. Det giver en stor erfaring med alt fra overordnet projektstyring til de små detaljer som placeringen af sofaer og den bedste flisebelægning i cykelskurene.
Læs om Koldings 12-års udbygningsplan
Læs om SKUB-projektet i Gentofte
Friskoler, efterskoler og privatskoler
Mange selvejende skoler er baseret på en pædagogisk eller ideologisk idé, som ikke altid er mulig at føre igennem i bygninger og fysiske rammer. Det er svært at få råd til alle de ønskede forandringer på en gang. En løsning kan være en etapeopdelt helhedsplan, som skolen kan realisere i takt med, at der bliver behov - og råd!
Holbæk Lilleskoles udviklingsplan
I 2006 vedtog skolen sin 3. udviklingsplan, som beskriver, hvordan skolen skal udvikle sin pædagogik og sine bygninger i de kommende år. Planen lægger en langsigtet ramme for bl.a. nybyggeri.
Læs mere om Holbæk Lilleskole

Senest revideret den 16. september 2011