Når håndværkerne kommer
Byggeri på eksisterende skoler behøver ikke at blive et mareridt af støj, støv, mudrede adgangsveje, entreprenørmaskiner og nomadetilværelse for skolens elever og ansatte. God planlægning og forberedelse hjælper!
Det er umuligt helt at undgå gener og besvær, hvis I skal renovere eller ombygge skolen. Men jo bedre I forbereder jer, desto lettere går det.
God kommunikation til alle
Det er lettere at leve med gener og besvær, hvis både ansatte, elever og andre med tilknytning til skolen ved, hvad der skal foregå og hvornår. Det kan fx ske gennem møder, skriftligt informationsmateriale eller gennem en hjemmeside.
- Eksempel: Hældagerskolen i Vejle udgav flere særnumre af skolebladet i forbindelse med en flere år lang renovering. Bladet blev sendt ud til alle forældre og andre brugere, så alle vidste, hvad de havde i vente.
- Eksempel: Maglegårdsskolen i Gentofte havde faste tirsdagsmøder, hvor viceskolelederen gav status på skolens ombygning. Der var ikke mødepligt, men interesserede lærere og andre ansatte kunne høre nyt, komme med ideer og få svar på spørgsmål.
Hvem har ansvaret?
Det er skolens ledelse, som har ansvaret, men mange skoler har gode erfaringer med at nedsætte en arbejdsgruppe, som kan stå for planlægning, koordination og kommunikation. Gruppen kan fx bestå af en leder, en sikkerhedsrepræsentant og servicelederen.
Planlæg byggepladsen
Mange praktiske spørgsmål kan løses, hvis skolens ledelse og sikkerhedsrepræsentant har et tæt samarbejde med både byggelederen og håndværkerne. Sammen kan I planlægge hvordan byggepladsen indrettes bedst mulig, og en god relation er et godt udgangspunkt for at løse uventede problemer.
I kan også på forhånd aftale, hvornår særligt støjende eller generende aktiviteter skal finde sted, så I på skolen kan tage jeres forholdsregler - fx ved at lægge en del af undervisningen uden for skolen.
- Eksempel: På en skole afsatte man ekstra ressourcer til SFO’en, så de kunne tage mere væk, mens indskolingsafdelingen blev udvidet.
Forbered jer på overraskelser
Selv den bedste planlægning kan ikke tage højde for alle problemer. Dårligt vejr, forsinkede leverancer af byggematerialer, forkert projektering og mange andre ting kan udløse problemer, forsinkelser og frustration.
-
Eksempel: Sdr. Vang Skole i Kolding oplevede, at ingeniørfirmaet ikke havde undersøgt skolens eksisterende vandsystem, varmesystem og el-installation godt nok. Da håndværkerne rykkede ind, viste det sig, at det var nødvendigt at skifte meget større dele af ledningsnettet ud end forventet. Det gav forsinkelser og gjorde byggeriet dyrere.

Senest revideret den 16. september 2011