Forside > Byggeriets faser > Når I flytter ind

Når I flytter ind, starter en ny opgave


Det tager op til et halvt år at få et nyt skolebyggeri til at fungere optimalt. Hvis I har forberedt jer godt både mentalt og praktisk, kan de gode oplevelser sagtens opveje de uundgåelige frustrationer.

 

Maglegårdsskolen

 

Kvælende varme eller iskold træk, ubehagelige lugte fra møbler og gulve, stikkontakter uden strøm, toiletter uden vand. Listen over små og store fejl kan være lang, når I flytter ind i de nye bygninger.

 

Få ansvaret lagt fast
Det er en god idé at nedsætte en gruppe, som skal følge op på fejl og mangler og at holde kontakt til arkitekt og entreprenører. Gruppen kan fx bestå af en leder, en sikkerhedsrepræsentant og den tekniske serviceleder. I kan lige så godt danne gruppen med det samme, for der vil med sikkerhed være fejl og problemer, som skal løses!

 

Indkøringsproblemer kan løses
Når I tager skolen i brug, skal I have instruktion i, hvordan fx ventilationsanlæg og andre tekniske installationer skal bruges. Desværre kan man ikke på forhånd beregne, præcis hvordan fx et ventilationssystem skal indstilles for at temperatur og luftudskiftning er optimal. Man må prøve sig frem, og det tager tid. På samme måde vil I først efterhånden finde ud af, om solafskærmningen er god nok, hvordan rengøringsindsatsen skal prioriteres osv.

 

Den slags indkøringsproblemer er uundgåelige, og de kan løses. Det vigtigste er, at I har aftalt, hvordan I skal gøre opmærksom på fejl, og hvem der tager sig af at løse dem.

  • Eksempel: På en skole indførte man en grædemur og en jubelvæg: På grædemuren hang man sedler og opslag med alle de store og små problemer og frustrationer. Efterhånden som de blev løst, blev de flyttet over på jubelvæggen. Så kunne alle følge med i, at det hurtigt gik den rigtige vej. 

Regulære fejl skal rettes
I byggelovgivningen er der fastsat klare regler for, hvordan bygningen skal synes og renses for fejl. Der skal også gennemføres en bygningsgennemgang med håndværker og arkitekt 1 og 5 år efter, at byggeriet er færdigt. Det er arbejdsgiveren, som skal sikre, at håndværkerne retter fejlene.

 

Ny pædagogik - ny hverdag
Indkøringen handler ofte også om, at de nye pædagogiske visioner, I har lagt til grund for den nye skole, skal omsættes til daglig praksis. Det kan være sværere, end I troede på forhånd. Måske er I heller ikke alle sammen enige om målet.

Læs mere om at indtage de nye rum

 

Ejerskab og entusiasme
Hvis I er glade og stolte af den nye skole, kan I lettere bære over med de frustrationer, som uundgåeligt vil opstå i indkøringsperioden. Det samme gælder, hvis I på forhånd har indstillet jer på, at der kommer problemer. Så kan I jo ende med at blive glædeligt overraskede!

 

Lav en APV
Efter en periode, når I føler, at hverdagen er ved at indfinde sig, kræver loven, at sikkerhedsgruppen lave en APV af det nye byggeri. APV’en er et godt udgangspunkt for en samlet handlingsplan, som kan rette op på fejl og frustrationer.

 

APV’en skal både se på det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø, og I bør kortlægge både problemerne og de ting, som fungerer godt.

 

Del resultatet med både arkitekten, ingeniøren og arbejdsgiveren, så jeres erfaringer kan blive brugt i andre byggerier.

 

Prikker

 




Senest revideret den 16. september 2011
Relaterede sider

Indtag rummene
Fra pædagogiske visioner til praksis


 

Læs mere
Ordrup Skoles testamente
Foreløbig version af skoens guide til nuværende og kommende brugere. PDF