Gensidig respekt
Som lærer, pædagog eller leder på skolen har du krav på respekt for din erfaring og pædagogiske faglighed. Omvendt må I som brugere på skolen vise den samme respekt for arkitektens og ingeniørens faglighed - og for arbejdsgiverens ret til at fastlægge de overordnede rammer for byggeriet.
Indflydelse er derfor ikke det samme som retten til at bestemme. Et vellykket skolebyggeri er et afbalanceret samspil mellem mange forskellige (ofte modsatrettede) hensyn, og mellem mange forskellige fagligheder.
- Eksempel: Skolens ansatte kan stille krav om, at der skal være et godt lys i lokalerne. Men det er arkitekten, som vælger den konkrete lampe, og ingeniøren som beregner, hvor mange der skal bruges - mens kommunen eller bestyrelsen afgør, hvor meget de må koste!
Erfaringer fra Kolding
Skoledirektør Ib Hansen har spillet en hovedrolle i Kolding Kommunes samlede opgradering af sine folkeskoler siden 90’erne. Han ser gensidig respekt for parternes viden og faglighed som en helt afgørende faktor i et godt skolebyggeri.
»Det handler ikke blot om at inddrage brugerne, men også om at skabe balance mellem de forskellige fagligheder. Mellem helikopterperspektiv og detalje. I de første år lod vi os nok lokke til at tage lærernes og de øvrige brugeres ønsker for bogstaveligt. Vi kom alt for hurtigt til at diskutere stikkontakter og størrelsen på tavlerne, og det gik ud over visioner og nytænkning«, siger han.
Mere plads til visioner
»Derfor har vi ændret vores processer, så den indledende visionsfase får meget mere plads: Lærerne skal ikke tegne skitser, men formulere i ord hvordan og med hvad, de vil arbejde. De skal have inspiration, tid og penge til at formulere fremtiden visionært og gennemtænkt - både pædagogisk, undervisningsmæssigt og forhold til samspillet med lokalsamfundet«.
»Herefter skal de give plads til arkitektens faglighed og lade ham omforme målsætningen til et konkret projekt. Der skal selvfølgelig være dialog hele vejen igennem, men det skal være accepteret af alle, hvem der har bolden og det faglige ansvar for de forskellige dele af opgaven«.
Politikerne skal ikke blande sig
» Og politikerne? De skal sætte rammer og mål men holde sig fra detaljerne. De må aldrig blande sig i farver, materialer og størrelsen på fysiklokalet«, mener Ib Hansen.
Læs mere om Kolding Kommunes udbygningsplan for skolerne

Senest revideret den 16. september 2011