Fire argumenter for at inddrage medarbejderne
Hvis I oplever, at I ikke bliver hørt tilstrækkeligt i byggeprocessen, kan I fremføre fire argumenter for, at arbejdsgiveren (altså kommunen eller skolens bestyrelse) bør inddrage jer bedre.
De fire argumenter bygger på erfaringer fra utallige byggerier og på undersøgelser fra fx Statens Byggeforsknings Institut:
- I får en skole, hvor pædagogik og fysiske rammer hænger sammen. Samtidig vil I opleve mere entusiasme og følelse af medejerskab hos ansatte, elever og studerende.
- Medindflydelse giver færre frustrationer og større arbejdsglæde, og styrker på den måde skolens pædagogiske niveau og omdømme. Det fører til færre konflikter, mindre sygefravær og mindre udskiftning i lærerstaben.
- Uden ledelsens og de ansattes viden om skolens daglige praksis stiger risikoen for fejl og ugennemtænkte løsninger. Mange steder har det kostet dyrt at rette op på de fejl, som er opstået på grund af manglende brugerindflydelse.
Eksempel: På Hadsund Skole havde kommunen valgt en åben planløsning uden at diskutere den igennem med lærerne. Resultatet blev store problemer med støj og funktionalitet i rummene. Det har derfor været nødvendigt efterfølgende at bygge bl.a. nye skillevægge og lydafskærmninger for et millionbeløb.
- Ved ombygninger af eksisterende skoler glider arbejdet bedre, hvis der er gensidig forståelse og tæt kommunikation mellem skolens brugere på den ene side og håndværkere og arkitekt på den anden.
Eksempel: På Maglegårdsskolen i Gentofte opstod en forsinkelse i den omfattende ombygning. Lærerne valgte at få det bedste ud af situationen og besluttede derfor, at håndværkerne skulle koncentrere sig om at få klasseværelserne færdige. Til gengæld måtte gymnastiksalen vente, og idrætslærerne tilbød at undervise udendørs hele vinteren. Det var så stor en succes, at det blev gentaget året efter - da byggeriet blev yderligere forsinket.
Senest revideret den 16. september 2011