Forside > Indflydelse > Love og regler

Love og regler


Der findes ingen regler som kræver, at arbejdsgiveren og arkitekten skal inddrage den brede kreds af skolens brugere i byggeprocessen. Derimod er der krav om, at sikkerhedsorganisationen skal inddrages. Det betyder, at både ansatte og elever/studerende dermed er sikret indflydelse.

 

Arbejdstilsynet har i 2006 skærpet kravene til, hvordan sikkerhedsorganisationen skal inddrages i forbindelse med både ombygninger og nybygninger af undervisningsbygninger. Reglerne gælder for alle typer af skoler - også selvejende institutioner og private fri- og efterskoler.

 

Ved større byggerier bør skolens sikkerhedsrepræsentant (eller én af dem, hvis der er flere sikkerhedsgrupper) sidde med i byggeudvalget og repræsentere hensynet til arbejdsmiljø i hele byggeprocessen.

 

Sikkerhedsorganisationen skal have indflydelse
AT-vejledning F2.9 fra maj 2006 siger blandt andet:

  • Arbejdsgiveren har pligt til at inddrage sikkerhedsorganisationen ved planlægningen og gennemførelsen af væsentlige byggerier. (For folkeskoler er det kommunen, som er arbejdsgiver. For selvejende institutioner og private skoler er det skolens bestyrelse).

  • Arbejdsgiveren skal holde sikkerhedsorganisationen løbende orienteret om byggeriet, således at sikkerhedsorganisationen har mulighed for at varetage sine opgaver.

  • Sikkerhedsorganisationen bør have plads i byggeudvalget og deltage i møder, hvor der skal træffes beslutninger, som har betydning for arbejdsmiljøet.

  • Sikkerhedsorganisationen kan efter byggelovgivningen være part i byggesagen. Det giver bl.a. ret til at blive hørt og komme med en udtalelse til ansøgningen, før der træffes afgørelse om fx dispensation fra bygningsreglementet. Det er den kommunale byggemyndighed, der afgør, om sikkerhedsorganisationen er part i byggesagen, uanset om skolen er offentligt ejet eller selvejende.

Hvem er sikkerhedsorganisationen?
Reglerne siger, at alle arbejdspladser med mindst 10 ansatte skal have en sikkerhedsorganisation. Hvis arbejdspladsen er delt op i flere afdelinger, skal der være en sikkerhedsgruppe i hver afdeling. Det gælder fx på skoler, som er delt op i afdelinger med hver sin afdelingsleder.

 

Sikkerhedsgruppen består af skoleleder/viceskoleleder (eller afdelingsleder hvis der er flere sikkerhedsgrupper) samt en sikkerhedsrepræsentant, der er valgt af de ansatte. Sikkerhedsrepræsentanten repræsenterer alle faggrupper, uanset hans egen uddannelse.

 

Mange steder er sikkerhedsrepræsentant og tillidsrepræsentant slået sammen, og sikkerhedsarbejdet foregår i praksis som en del af samarbejdsudvalgets arbejde.

 

Elever og studerende skal med
Lov om Undervisningsmiljø fra 2001 siger desuden, at elever og studerende har ret til at vælge to repræsentanter til hver sikkerhedsgruppe. Undervisningsmiljørepræsentanterne deltager i sikkerheds- og sundhedsarbejde, når der behandles forhold af betydning for elevers og studerendes undervisningsmiljø. Elever og studerende skal derfor inddrages, når skolen står over for væsentlige om- eller nybyggerier.

 

De vigtigste regler




Senest revideret den 16. september 2011
Relaterede sider
Eksterne sider

Arbejdstilsynet

Regler og viden om arbejdsmiljø

Mere information