Energirenoveringer betaler sig
Fladstrand Skole i Frederikshavn er én af de skoler i Danmark, der bruger mindst strøm pr. kvadratmeter. Skolen har reduceret elforbruget med 10 % ved at arbejde målrettet med at tænke energien ind i deres renoveringsprojekter. Elsparefonden anbefaler alle skoler at tænke på energien fra starten, når skolen skal have et ansigtsløft.
Større areal – mindre elforbrug Fladstrand Skole har i dag reduceret sit strømforbrug pr. kvadratmeter. Elmåleren er begyndt at løbe meget langsommere, selvom skolen både har udvidet og renoveret bygninger og faglokaler. Faktisk er skolens areal blevet 1.000 m2 større, mens elforbruget er faldet med 10 % til 12 kWh pr. m2. Nøglen til succesen er, at skolen fra starten har kortlagt energiforbruget og tænkt det med ind i renoveringsprocessen.
Tænk energien ind fra startenPå Fladstrand Skole har energieffektivitet sat dagsordenen for renoveringerne.
"Vi har i alle sammenhænge foretaget energisparetiltag og har integreret det i alle byggeprojekter, fra de var på tegnebrættet. F.eks. er lyskilderne over hele skolen blevet udskiftet til energibesparende typer, og belysningssystemet har automatiske sensorer for at spare på strømmen. Så nu er det heldigvis slut med lys på tomme gange," siger Dan Andersen, der er teknisk leder på Fladstrand Skole.
For at få kortlagt det unødvendige energiforbrug satte Fladstrand Skole blandt andet elmålere på de forskellige installationer og gangarealer. På den måde fik de lokaliseret, hvilke installationer der kørte i døgndrift, og hvilke bygningsarealer der var mest i brug.
"Vi fandt ud af, at den største gevinst var at styre og regulere bygningens varme- og ventilationsanlæg efter vores behov. Samtidig zoneopdelte vi skolens areal, så systemerne kun kører i bestemte lokaler, hvis der f.eks. skal være forældremøde eller aftenundervisning i en fløj," fortæller Dan Andersen om projektets begyndelse.
Det gode arbejde kan ses meget tydeligt i dag med et elforbrug, der er skåret ned med 10 %. Men Dan Andersen har allerede tankerne rettet mod det næste skridt i processen, hvor skolen vil fokusere på it-udstyr og servere.
Gode råd til energirenoveringElsparefonden har udarbejdet nogle gode råd til, hvad skolerne skal være opmærksomme på, når de går i gang med at renovere:
- Energirigtig indretning
Elsparefonden har udviklet en indretningsvejledning der kan bruges, når I skal indrette bygningen og lokalerne. www.elsparefonden.dk/indretningsvejledning
- Energirigtige indkøb
Elsparefondens har udviklet en indkøbsvejledning og produktoversigt som kan bruges, når I køber nyt. www.elsparefonden.dk/indkoebsvejledning
- Ventilation
Elsparefonden har udviklet en ventilationspakke med ventilationstjek, gratis elmålersystem og oversigt over nøgletal for forbrug. Den findes på Elsparefondens hjemmeside. Reducer luftmængderne, så de passer til behovet, ved at skifte remskiver, remme mv. Monter et kontaktur til at starte og stoppe anlægget efter ventilationsbehov. Det kan ofte skære 40-50 % af elforbruget til ventilationsanlægget.
- Belysning
Indfør automatisk behovsstyring af lyset i så stor udstrækning som muligt. Installer bevægelsesmeldere i jeres eksisterende belysningsanlæg. De sørger for automatisk at tænde og slukke belysningen. Overvej at investere i et belysningsanlæg med dagslysstyring. Det regulerer lyset efter, hvor meget lys der strømmer ind gennem vinduerne.
Fakta om Elsparefondens skolekampagne
For at hjælpe de danske folkeskoler til et lavere elforbrug har Elsparefonden taget initiativ til en kampagne, som kan tilpasses den enkelte kommunes og skoles situation og behov. Elsparefonden har beregnet, at landets skoler kan spare over 100 millioner kroner om året på elregningen, samtidig med at de kan få et bedre indeklima og skåne klimaet for mere end 40.000 ton CO2 hvert år. Kommuner, der tilmelder sig Elsparefondens skolekampagne, får sparring af Elsparefonden, ligesom de modtager værktøjskasser med redskaber og gode råd til at opnå elbesparelser på skolerne.
Læs mere om skolekampagnen på www.elsparefonden.dk/skolekampagne
Artiklen er foræret af Elsparefonden
Senest revideret den 20. maj 2010