Byggeri på kanten af nervesammenbrud

Samtalen mellem brugere og fagfolk var en af de vigtigste byggestene, da Hellerup Skole skulle bygges for seks år siden. Beslutninger blev ofte taget i sidste øjeblik

Hvor man normalt i en byggeproces starter med at tage alle beslutninger for så at planlægge og budgettere, vedtog man i processen omkring Hellerup skole at udsætte de beslutninger til sidste øjeblik, som ikke var nødvendige at træffe nu og her.

- Det gjorde vi, fordi den samtale, der foregik imellem parterne, hele tiden udviklede sig, forklarer arkitekt og direktør for SKUB-projektet i Gentofte Kommune, Jens Guldbæk.

At tage beslutninger er en læreproces

Han fortæller, at deltagerne i processen ofte bevægede sig på kanten af et nervesammenbrud, fordi næsten alle beslutninger blev udsat til sidste øjeblik.

- Men hensigten var, at der under samtalen opstod viden, som ingen af os havde, da vi startede projektet, og det ville have været ærgerligt, hvis beslutningerne var taget på forhånd. At tage beslutninger er en læreproces, og beslutninger skal helst først tages, når den ny viden er frembragt i det fælles rum. På Hellerup Skole gik vi så langt, at vi sagde, at vi ikke kunne tage beslutninger, før vi stod i den faktiske situation, og resultatet blev enestående, siger Jens Guldbæk.

Et skridt i det ukendte

Skolen blev ikke dyrere end budgetteret, den tog ikke længere tid at bygge end normalt, men processen var mere besværlig, erkender Jens Guldbæk.

- Man må som arkitekt bygge efter, hvilken pædagogik, der skal praktiseres på den enkelte skole. Det sker bare ofte, at arkitekten, efter at have fået den nødvendige viden for at kunne tegne skolen, overtager andres faglighed. Han begynder at vide, hvad der er bedst for dem, som skal bruge skolen. Men skolebyggeri handler om, at man ikke kun satser på planlægning, men også på at noget nyt kan ske, når man mødes med andre faggrupper. Vov det skridt ud i det ukendte, foreslår Jens Guldbæk.

Tydelige funktioner

På Hellerup Skole har man tydeliggjort de forskellige funktioner på skolen. Hanna Bohn Vinkel har været lærer i Gentofte Kommune i femten år og dernæst projektchef i SKUB-projektet. Hun fortæller om overvejelserne i Hellerup:

- Der behøver for eksempel ikke være klasseværelser på 60 kvadratmeter, hvis børnene ikke skal sidde i lokalet i lang tid ad gangen. Børn kan kun koncentrere sig i tyve minutter ad gangen, så på Hellerup Skole har vi indrettet små rumligheder på tyve kvadratmeter, hvor eleverne får instruktion. Derefter går de videre med deres arbejde et andet sted, hvor det nu passer dem bedst at være. Nogen skal have ro, nogen skal være i aktivitet, nogen skal kunne røre. De muligheder skal de selv kunne opsøge, fortæller Hanna Bohn Vinkel.

Tanken om socialisering har været vigtig i byggeriet af Hellerup Skole. I samme øjeblik man går ind i bygningen, kan man ifølge de to planlæggere overskue livet i den. Med til socialiseringsprocessen hører også lyd og akustik.

- Foruden at der skal være gode lydforhold på en skole, skal børnene også lære at bevæge sig i lydbilledet. Deri ligger der også en forståelse af hinanden. Hvordan er jeg i gruppen? Hvornår må jeg snakke?, siger Jens Guldbæk.

Lærerne med i processen

En ting er handleplaner og målsætninger, en anden er hverdagen i skolen. Når man ser en skoles handleplaner forud for en ombygning for eksempel og sammenligner med, hvad der egentlig sker på skolen, forekommer det, at der ikke er overensstemmelse mellem selvforståelse og handling.

Ifølge Hanna Bohn Vinkel har lærere ikke været vant til at beskrive deres pædagogiske arbejde i ord.

- Den store opgave ligger i at få etablerede den pædagogiske samtale med skolerne. Lærerne skal med i processen. Jeg har set fantastiske skolebyggerier, som lærerne slet ikke har været i stand til at bruge i undervisningen, fordi de ikke har været med i byggeprocessen. Men i den proces skal man igen og igen etablere samtaler i mindre grupper