Forside > Støj, lys og luft > Støj

Støj


Støj og problemer med dårlig akustik er et tilbagevendende problem - ikke mindst i åbne skoler. Men problemerne kan undgås, hvis arkitekten og ingeniøren vælger de rigtige løsninger, og hvis I selv forsøger at mindske støjende adfærd.

 

Lyshøjskolen

 

Støjbelastningen i skolen afhænger af både materialevalg, indretning og de aktiviteter, der foregår i dem. Det er indlysende, at der er et højere støjniveau i et stort fællesareal end i et rum, der er beregnet til fordybelse. Derfor skal fællesarealet lyddæmpes bedre. Aktiviteter og rum skal afspejle hinanden.  

  • Eksempel: På Sdr. Vang Skolen i Kolding forbinder en høj, åben mellembygning en ny fløj med faglokaler med den gamle skolebygning. Mellembygningen rummer dels trapper, dels en lang række nicher, gruppearbejdspladser og computere fordelt på balkoner og afsatser. Det er lykkedes arkitekt og ingeniør at finde materialer og løsninger, som sikrer en overraskende god akustik - selv når rummet er fyldt med mennesker.

Stil præcise krav
Allerede i udbudsmaterialet kan I fastlægge præcise krav til fx akustik og efterklangstid, som I senere kan holde rådgiverne og entreprenørerne fast på.  

  • Eksempel: Ved udvidelsen af Svendborg Gymnasium blev der skrevet følgende præcise lydkrav ind i byggeprogrammet: ”Bestemmelserne i Erhvervs- og Boligstyrelsens vejledning om lydforhold i undervisnings- og institutionsbyggeri af maj 2004 er gældende som krav i dette byggeprogram. Bemærk, at kravene er skrappere end det i BR 95 anførte. Hvor førnævnte publikation ikke fastlægger krav, anvendes bestemmelserne i BR 95. Hvor der ikke er fastsat minimumskrav til lydisolering og efterklangstider er følgende gældende: Efterklangstid: Musikundervisningslokaler udføres med efterklangstid på 0,8 sek. De 3 øverum udføres med efterklangstid på 0,4 sek.”

Lav om på den støjende adfærd
God arkitektur med god akustik kan ikke fjerne alle støjproblemer. I kan også se på, hvordan støjen opstår og måske tage fat på aktiviteter og adfærd i rummene. Åbne skoler stiller fx større krav til elever og lærere om at vise hensyn og undgå støjende adfærd - en adfærdsændring som ikke altid kommer af sig selv.  

  • Eksempel: En klasse på Absalons Skole i Roskilde satte fokus på lyd for at blive bevidste om dagligdagens lyde og hvornår, hvorfor og hvilke lyde, der påvirker negativt og positivt. Projektet har været med til at påvirke elevernes adfærd i en mindre støjende retning.

Bekæmp støjen ved kilden
I kan også overveje, om der er støjkilder, som slet og ret skal fjernes.

  • Eksempel: Hadsund Skole fik i 2005 et påbud fra Arbejdstilsynet om at dæmpe støjen i musiklokalet. Ikke fordi lokalet var indrettet forkert - men fordi støjen fra instrumenterne var så høj, at læreren skulle bruge høreværn. Derfor har skolen erstattet de traditionelle trommer med elektroniske trommesæt, hvor lydtrykket let kan reguleres. Eftersom det er trommerne, som ’lægger niveauet’ i rockmusik, er det nu muligt at sænke alle instrumenternes lydniveau i den daglige undervisning - men det er stadig muligt at spille for fuld tryk ved koncerter.

Prikker




Senest revideret den 16. september 2011
Eksterne sider

Indeklimaportalen.dk

Hjemmeside med viden og eksempler

Stoj-web.dk
Gode råd til at nedbringe støj i skoler og daginstitutioner

 

Læs mere

Vejledning om lydforhold i undervisnings- og institutionsbyggeri
Erhvervs- og Boligstyrelsen 2004 (PDF)

 

Støj i skolen
En branchevejledning fra BAR U&F

 

Når lyd bliver til støj
Et værktøj til lærere og elever