To nye vejledninger om skolebyggeri
To nye branchevejledninger om ’Godt Skolebyggeri’ og om ’Fugt og skimmelsvampe’ giver informationer og gode råd til ledelse, sikkerhedsorganisation og teknikere. Det sker i et klart sprog og med brug af cases og eksempler fra det virkelige liv.
Branchevejledningen 'Godt skolebyggeri'
Meget skolebyggeri bliver mindre godt, end det kunne være blevet, hvis den eksisterende viden om godt skolebyggeri blev brugt.
Målet med denne vejledning er at give skolernes ledelse og sikkerhedsorganisation viden om og redskaber til at gå ind i en byggeproces, hvad enten det drejer sig om nybyggeri, tilbygning, ombygning eller større renoveringer af skoler, gymnasier og andre undervisningsbygninger.
Branchevejledningen præsenterer den vigtigste viden om byggeri og arbejdsmiljø, om støj, støv, luft, lys, rengøring, funktionalitet, plads, indretning osv. I vejledningen beskrives roller, faser og opgaver i byggeprocessen, således at byggeriets parter (bygherrer, brugere og rådgivere) sammen kan medvirke til, at en skolebyggeproces forløber tilfredsstillende.
Vejledningen er udsendt af BAR Undervisning & Forskning i oktober 2007.
Læs om Asminderød Skole, som nu skal rives ned
Branchevejledningen ’Fugt og skimmelsvampe i skoler og daginstitutioner’
Når ordet skimmelsvamp bliver nævnt, er der risiko for panik og overreaktion, som ikke står mål med den reelle sundhedsrisiko. Skimmelsvampe er ikke i sig selv akut sundhedsskadelige. Men de er tegn på, at der er alvorlige problemer med indeklimaet i bygningen. Derfor bør vækst af skimmelsvampe altid tages alvorligt.
Vejledning er lavet for at hjælpe ledelse, sikkerhedsgrupper og medarbejdere på skoler og i daginstitutioner med:
- At forebygge vækst af skimmelsvampe.
- At vælge de rigtige løsninger, hvis I har konstateret, at skaden er sket.
God vedligeholdelse er den bedste måde at forebygge fugt og skimmelvækst. Hvis I har konstateret vækst af skimmelsvampe, er hurtig handling og systematisk information til børn, forældre og ansatte det bedste råd.
Vejledningen er udsendt af BAR Undervisning & Forskning og BAR Social & Sundhed i oktober 2007.
Se hvordan I tjekker skolen for fugt og skimmelsvampe
Senest revideret den 16. september 2011