Forside > Støj, lys og luft > Vejledninger om skolebyggeri > Asminderød Skole

Asminderød Skole rives ned


Skolen var fra starten konstrueret forkert, og en uheldig tagrenovering skabte nye problemer. Resultatet blev massive fugtskader og vækst af skimmelsvampe. Nu bliver skolen revet ned og erstattet af en helt ny skole - men det har været en smertefuld proces for både børn, ansatte og forældre. 

 

Asminderød Skole

 

I foråret 2007 besluttede Fredensborg Kommune at rive Asminderød Skole ned og bygge en helt ny skole. Det skete efter, at der i efteråret 2006 var opdaget massive problemer med vækst af skimmelsvampe i den 40 år gamle skole.

 

I februar blev skolen lukket og eleverne overført til andre skoler. Samtidig bestilte kommunen en nøglefærdig pavillonskole (se billedet), som skal huse eleverne indtil en ny skole kan tages i brug - formentlig i 2011.

 

Konstrueret forkert
Problemerne i skolen blev opdaget efter en akut vandskade, men det stod hurtigt klart, at fugten havde været til stede i mange år. Da bygningerne blev undersøgt nøjere, dukkede der flere og flere problemer op.

 

Det viste sig, at skolen aldrig har været tilstrækkelig drænet, og at der var problemer med opstigende fugt mange steder. Samtidig opdagede man, at en renovering for nogle år siden var udført helt forkert, så der var opstået store fugtproblemer i tagkonstruktionen.

 

Frygt og mistro
»Efterhånden som vi opdagede stadig flere problemer med bygningerne, blev det vanskeligt at skabe tillid til, at problemet kunne håndteres forsvarligt«, siger skoleinspektør Lars Kyndesen.

 

»Vi hentede information hos både embedslægen, Teknologisk Institut og Institut for Arbejdsmedicin på Glostrup Sygehus. Alle sagde entydigt, at skimmelsvampene ikke var farlige i sig selv. De kunne give akutte gener - men ikke vedvarende skader«.

 

»Dette budskab bragte vi videre til forældre og ansatte, men vi blev ikke troet. Der opstod både frygt og mistro blandt forældrene og nogle af medarbejderne. De stolede ganske enkelt ikke på os. Tilliden blev først genoprettet, da skolen blev lukket«.

 

Tre gode råd
Set i bakspejlet har Lars Kyndesen flere råd til kolleger, som opdager fugtskader og skimmelsvampe i skolen:

 

»Først og fremmest: Reager hurtigt og effektivt. Vi var måske for længe om at handle. Hvis vi havde lukket skolen allerede i efteråret, ville opbakningen og tilliden utvivlsomt have været meget større. Netop medarbejdernes opbakning er afgørende. Uden den vil mistro og frygt spredes til forældrene«.

 

»Samtidig er god information helt afgørende. Også her kunne vi have gjort det bedre. Vi informerede, når vi mente, der var noget nyt at fortælle, men det havde været bedre med fx faste informationsmøder en gang om ugen, så medarbejdere og forældre hele tiden havde følt sig a jour«, siger han.

 

Det ender godt...
Selv om elever og personale på Asminderød Skole nu kan se frem til fire år i interimistiske pavilloner med sparsomme faciliteter, er Lars Kyndesen optimist:

 

»Nu vil vi se fremad. De kommende år bliver udviklingstid, hvor vi vil koncentrere os om at bidrage til den spændende proces, det er, at skabe en helt ny skole fra grunden. Det er en udfordring, som alle glæder sig til at løse. Og selv om skolen har været igennem en hård tid, er der ingen lærere, som er rejst. Det synes jeg er utrolig glædeligt«, siger han.




Senest revideret den 16. september 2011
Relaterede sider
Eksterne sider

Indeklimaportalen

Tema om fugt og skimmel

 

Asminderød Skole

Skolens hjemmeside

Vejledninger

Fugt og skimmelsvampe i skoler og daginstitutioner
Branchevejledning 2007

 

Godt skolebyggeri
Branchevejledning 2007