Forside > FAQ

Spørgsmål & Svar

Nedenfor kan du læse en række spørgsmål og svar om centrale emner i byggeriet. Hvis du selv har et spørgsmål, kan du sende det . Så skal vi sørge for, at du får et svar.

 

 

Hvor finder vi en oversigt over alle nye skoler i Danmark?
Der findes desværre ikke en central registrering af skolebyggerier. Hverken KL, Danmarks Regioner, Undervisningsministeriet eller andre laver samlede oversigter over nybyggerier eller renoveringsprojekter med fx oversigt over omfang, budget osv. Vi har her på hjemmesiden samlet et udvalg af undervisningsbyggerier inden for de fleste skoletyper, men listen er langt fra udtømmende, og vi har ikke lavet en egentlig vurdering af, om byggerierne er ’vellykkede’ eller værd at efterligne. I kan starte hér, og ellers spørge jer frem i netværk og blandt kolleger.

Læs mere i afsnittet Inspiration.

 

Til top

 

 

Hvordan finder vi en god arkitekt, som har erfaring med skolebyggerier?
Der findes ingen oversigter over arkitekter med speciel erfaring fra undervisningssektoren. Men de fleste større arkitektfirmaer har efterhånden stået for ny- eller ombygning af skoler. Frem til slutningen af 90’erne blev der kun bygget ganske få skoler i Danmark, men siden da er byggeaktiviteten nærmest eksploderet. Det betyder, at langt flere arkitekter - og rådgivende ingeniørfirmaer - har praktiske erfaringer og referencer.

 

Til top

 

 

Kommunen har lagt op til, at vores skole skal udbygges, men lærergruppen er ikke blevet spurgt eller inddraget. Hvad skal vi gøre?
Formelt har kommunalbestyrelsen ingen pligt til at spørge skolens ansatte, før den beslutter sig for et byggeprojekt - men i praksis sker det uhyre sjældent, at de ansatte og ledelsen ikke bliver inddraget på den ene eller den anden måde. Med andre ord vil I næsten helt sikkert blive inddraget i byggeprocessen, når den bliver mere konkret.


I mellemtiden kan I forberede jer ved at afklare, hvad I selv ønsker af byggeriet, og hvilket pædagogisk og funktionelt grundlag, I ønsker at skolen skal være ramme om. Hvis I kan spille ud med gode, konstruktive og velovervejede ideer i byggeriets første faser, vil I få større indflydelse.

Læs mere i afsnittet om Indflydelse

 

Til top

 

 

Vi står midt i et stort udbygningsprojekt og har været igennem en stribe visionsmøder og workshops. Men i de færdige tegninger kan vi se, at mange af vores forslag og krav ikke er blevet hørt. Hvad skal vi gøre?
Der er ikke noget enkelt svar. Et stort byggeri er en kompliceret proces, hvor det ikke altid er muligt at opfylde alle ønsker. På den ene side er det arbejdsgiverens (altså kommunens eller bestyrelsens) formelle ret at beslutte, hvordan der skal bygges. På den anden side er det vigtigt for byggeriets succes, at pædagogik og fysiske rammer passer sammen, og at I som ansatte er glade for den nye skole. Det kræver dialog og godt samarbejde i hele byggeprocessen.


Hvis I på skolen føler, at ’kæden er hoppet af’, bør I hurtigt tage kontakt til arkitekten og de ansvarlige fra bestyrelsen og bede om et møde, hvor I får klarhed over rammer og mål for byggeriet. Måske kan I ikke blive enige, men I kan få en forklaring på de beslutninger, som er truffet og få mere klare linier om samarbejde og indflydelse.

Læs mere i afsnittet om samarbejde

 

Til top

 

 

Som sikkerhedsrepræsentant har jeg en stor opgave med renoveringen af vores skole. Samtidig skal jeg passe min undervisning. Kan det være rigtigt, at jeg skal bruge min fritid til at gå til byggemøder og læse papirer?
Nej, du skal ikke bruge din fritid. Byggemøder og andre møder i sikkerhedsorganisationen (og forberedelse til dem) er en del af dit arbejde. Bekendtgørelse nr. 575 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde siger: ”Arbejdsgiveren skal sørge for, at medlemmerne af sikkerhedsgrupperne, sikkerhedsudvalget og den daglige leder af sikkerheds- og sundhedsarbejdet får den tid til rådighed til at varetage deres pligter, der er rimelig i forhold til den pågældende virksomheds art og dens sikkerheds- og sundhedsmæssige standard”.

 
Det betyder, at du skal have reel mulighed for at varetage dine daglige pligter, så arbejdsmiljøarbejdet bliver effektivt. Det betyder også, at du skal have tid til at forberede dig, bl.a. ved at søge mere viden om arbejdsmiljø. Hvis du og din leder er uenige om, hvad det betyder, kan I spørge Arbejdstilsynet om en vurdering.

Læs mere om sikkerhedsrepræsentantens opgaver

 

Til top

 

 

Vi er en privat lilleskole, som skal bygge om. Hvad er reglerne for, hvordan de ansatte skal høres, når vi er en selvejende institution?
Reglerne er de samme for kommunale folkeskoler, selvejende institutioner og private skoler: Der er ingen formelle krav om, at de ansatte som sådan skal høres i forbindelse et byggeri. Derimod siger AT-vejledning F2.9, at skolens sikkerhedsorganisation skal inddrages både ved planlægningen og gennemførelse af væsentlige byggerier. Samtidig siger Lov om undervisningsmiljø, at elever og studerende skal deltage i sikkerhedsarbejdet i sager, som berører dem.

Læs mere om reglerne

 

Til top

 

 

Vi er ved at renovere skolen, og vi er bekymrede for, at vores støjproblemer bliver endnu værre, fordi skolen bliver mere åben med bl.a. glasvægge mellem klasser og gangarealer. Hvad gør vi?
Rejs spørgsmålet i byggeudvalget og foreslå, at man stiller klare krav om støj og efterklangstid i udbudsmaterialet. Så kan I senere holde rådgivere og entreprenører fast, hvis det færdige byggeri ikke opfylder jeres krav. Hvis det er for sent, kan I bede om, at ingeniørfirmaet laver støjberegninger af byggeriet, og at der bliver afsat ’reservepenge’, hvis der viser sig at være problemer i den færdige skole.

Læs mere om de tekniske krav til byggeriet


Til top


 

 


Senest revideret den 23. august 2010
Kontakt

Send et spørgsmål
Hvis du har et spørgsmål til byggeprocessen, kan du sende det til projektleder , Arbejdsmiljøsekretariatet.

 

Så skal vi sørge for, at du får et svar